56dage

Month: November, 2012

14

Ser “Into the Wild” og føler, at ensomhed i flot natur er løsningen. Spiser 300 g kød med en dåse tomater som kødsovs til morgenmad og fortæller det senere til en veninde, fordi det er en ny opdagelse for mig, at det at fortælle ens særheder kan gavne socialt liv. Himlens farver er brændende, da jeg går en tur alene gennem turistattraktioner. Inden jeg går i seng, spiller jeg tetris i halvanden time.

Advertisements

13

Introducerer mennesker for hinanden og tænker på de identitetskriser, jeg ikke længere får, når bekendte fra forskellige sammenhænge møder hinanden. Vi smider et “reserved” skilt væk og tænker, vi tager konflikten senere. En fyr med skæg beder mig om at grine. Forsøger at koncentrere mig om de ord, folk siger til mig. En veninde er ked af det, næste morgen laver jeg æg, havregrød og medfølende miner til hende.

12

Jeg kigger på mig selv via photobooth. 9 minutter kommer jeg for sent. Jeg bestiller sort kaffe og tror, jeg kan forklare buddhismens grundprincipper. Det kan jeg ikke. Jeg snakker om, at jeg godt gad have en tro eller bare noget at tro på. Et æble og en banan udgør min aftensmad. Der er 50 minutter, til jeg skal være et sted. Tager ikke hjem, kører et tilfældigt sted hen i metroen, ender med at gå tre stop og komme 10 minutter for sent. Da vi ligger os til at sove, er der dug på ruden.

11

Tænker at alle caféer spiller enten Feist eller Bon Iver. Lugten af genbrugstøj er den samme som i Danmark. En høj fyr i grøn parkacoat kigger på mig. Jeg tror, han synes, jeg er pæn. Han forsvinder, og jeg ærgrer mig. Jeg drikker en drink og ryger 3 cigaretter på en indisk restaurant med de to, der sov ved mig. Kl 20.30 forsøger jeg at få mit liv til at give mening overfor bofælle, kl 21.30 sover jeg. Alene, for første gang i 5 nætter, og det føles ikke rart.

10

Jeg kommer ind med toget kl 20, siger farvel til rejsekammerater og tager direkte videre til koncert. Luften er kold, og der går mennesker på gaden med øl i hænderne, trods weekenden er ovre. Har lyst til at udrette noget stort med mit liv. Mødes med folk, jeg har dårlig samvittighed over for. Jeg tænker på internettet og facebook, som jeg ikke har tjekket i tre dage. Overvejer, hvad der går mig glad. Storbyens anonymitet. Et grinende par forsvinder bag smækkende bildøre, jeg lader to sove på min sofa.

9

Det er 200 kilometer stik syd, fortæller chaufføren os. Mine hænder lugter af sprittusch. Vi sætter os bag i. Han har lavet en madpakke indeholdende to rugbrødsmadder med skinke og sennep, 4 bananer og en kande myntethe. Vi griner, fordi det er lykkedes os at blaffe, og fordi vi ikke ved, om han har tænkt sig at partere os og efterlade os i en hytte i bjergene. Det har han ikke. Vi drikker øl på gaden, og jeg vågner med ondt i hele kroppen på det billigste hostel i samme rum som 6 fremmede næste morgen. 

8

Et ungarsk band spiller under en bro ved midnat, fortæller han mig. Vil jeg med? Jeg tager i h&m med en anden, køber tre par trusser, han køber sokker, vi griner på dametoilettet, og jeg snakker om tamponer. Jeg har lyst til at ligge i ske. I en alt for kold lejlighed ser jeg to film og spiser to plader chokolade med en veninde. Jeg køber havregryn i en kiosk og sover hjemme.

7

Bare det, at banke på den rigtige dør, er en stor præstation for mig. Her dufter af hjemmebag, og alle ser nyvaskede ud. Jeg får det bedre, da jeg snakker med fødselsdagsbarnet i enrum. Da jeg er færdig med at grine af min egen situation, kommer til at fortælle hende, jeg ikke føler mig nice nok til ham, der alligevel forlader mig om en måned. Fortryder med det samme. Det regner. Nogen spørger mig om vej, jeg svarer på deres sprog. En mand sætter sig på bænken ved siden af mig og spørger, hvad jeg skriver i min notesbog. Jeg giver ham min mailadresse. Min bofælle er gået i seng, da jeg kommer hjem.

6

Himlen er lys, da vi ligger os til at sove 3 på enkeltmadrassen placeret på trægulvet. Vores hud lugter af sprut. Køkkenet lugter af hvidløg, jeg drikker 3 kopper ingefær the og sniger mig til en cigaret på altanen, mens de andre endnu sover. Ignorerer et opkald fra min mor. Hvad får du tiden til at gå med. Tjooooooe. Der går 5 timer, før vi drikker øl igen. To ryger en joint. Musikken begynder med røg og skærende lys. Efter koncerten har jeg det som om, jeg lige har fået 5 orgasmer i træk. Vi skal bare nyde, at vi har tid til at hygge os så meget, bliver vi enige om. 

5

Vi har lyst til at lave noget ulovligt, så vi sætter os ind i et tilfældigt tog, men kommer på ingen måder så langt ud, som vi gerne vil. Jeg slår min hånd på et hegn, vi hopper over ind til en kirkegård. Vin i aften? Ja er mit svar. Vi drikker vin og øl, og de snakker om de kandidatuddannelser, de er igang med/skal i gang med inden længe. I London. Berlin. Milano. Mit hold taber i gæt&grimasser, men ikke i bordfodbold senere på en bar, med gamle dukkehoveder hængende under loftet. Jeg græder, da jeg kommer hjem.